Klokkeren fra Notre Dame

Ekstra Bladet

Anmelder: Rud Kofoed

Klokkeren fra Notre Dame er amatørernes ukuelige fest i den mest positive betydning. Og Knud Hugos - som Sebastian nu må kaldes. Han har meget frit efter Victor Hugo har fået en musical på benene med meget mere Dame end Klokker og smagen af Les Miserables.
Det er aldeles imponerede at se 120 teatertændte amatører fra truppen Mastodonterne tumle rundt i Cirkusbygningens manege i godt tre timer uden at tabe pusten.
Det er lige før, vi andre er ved det. Så overvældende er det. I klimaks-minutterne virker det som om der er flere medvirkende end publikummer! Hele dette farverige tabernakel har Sebastian selv holdt styr på som instruktør. Nu kan om nogen med rette synge: Du er er ikke alene!

GRUNDIGHED
Sebastian er ikke en mand, der fatter sig i korthed. Der er en hel bogfuld ord puttet ind mellem den snes meget velkomponerede sange, der gør det til en musical - og kvaliteten viser sig ved gentagelserne i anden akt. Om der gemmer sig et egentlig hit i musicalen, vil vise sig, men flere af sangene har potentialet, f.eks. den om Munkespøgelset med det iørefaldende refrain: Jeg ved ikke hvad man skal kalde det om natten når det kribler under pigerne på atten ... Også Klokkerens enkle sang går hjem: - Jeg hænger i dine læber og hører kun de ord, der ses ...

SKOLEKOMEDIE- REPLIKKER
Jo, der er gang i Mirakelgården. Med al sin følsomhed løber Sebastian historien hjem med den kærlighed og trivialitet, der hører sig til i en ordentlig musical. Han skruer tiden tilbage til 1482. Og dog. Gentagne gange lyder replikken: Vi lader billedet stå et øjeblik! Den er simpelthen for slidt og for skæv i sammenhængen. Ud med den. På samme måde med det pludselige udbrud: - Nej, det er sgu da for sejt. Det er malplaceret og trækker tingene ned på skolekomedieplanet. Synd, når forestillingen nu ellers hæver sig over.

PUKKELARBEJDE
I centrum for hele hurlumhejet den varmblodige, smukke, vilde sigøjnerfrille Esmeralda, glimrende danset sunget og spillet hjem af den gnistrende Christina Helene Andersen, der ender med at blive voldtaget af den liderlige katolske pater Steen Lünell.

- Du ser træt ud, siger Esmeralda til klokkeren, hittebarnet med det smukke sind, Quasimodo. Og det tror da fa'n, som han pukler. Morten Rose krabber ham flot hjem.

Digter-Pierre (Lars Jensen) er noget af en blegfis, og det bliver næppe ham, der får kulturminister Brian Mikkelsen på bedre tanker i retning af at åbne tegnebogen for forfatterstanden.
Phøbus førsteelsker (Tonni Stemann Larsen) er der ikke halvt så meget kraft i som Kaudervælsk-kongen (Jakob Bjerregaard Engmann), så ham skulle Esmeralda hellere være gået efter. Nåja, nu er der selvfølgelig den hage ved ham, at han har sikret sig to koner i forvejen - en sort og en hvid! Men alligevel.
Der er smæk for skillingen i Anja Akselbo som syngepigen Lili og bordelmutter, Sidsel Helner Hurst.
Men ellers er det den mastodontiske totalteateroplevelse, der giver klokkeren sejr.


B.T.

Anmelder: Birgitte Grue

Det er en stor forestilling. Kæmpestor, for ikke at sige monstrøs. »Klokkeren fra Notre Dame« bliver ved og ved.
Musikalsk er den dejlig - for Sebastian har skrevet dejlig musik. Hans tonesprog, der rækker fra det smægtende hjerte/smerte til det muntert marcherende - er i fin form her, i hans nye musical. Men uanset hvor gode de er, så bliver de samme melodier ved og ved. Og handlingsmæssigt forvilder »Klokkeren fra Notre Dame« sig ud i så mange sidehistorie-svinkeærinder, at den mister pusten dramatisk.

Da Esmeralda i første dels slut-nummer omsider kan kaste sig i armene på sin flotte kaptajn med ordene: »Elskede - lad dette øjeblik vare evigt!«, så må man konstatere: det har det allerede gjort! For første del har på det
tidspunkt varet næsten 2,5 time....det gør ikke engang de tungeste operaer. Og det duer heller ikke, at vi skal en time ind i handlingen, før hovedpersonerne - den pukkelryggede klokker Quasimodo og zigøjnerpigen
Esmeralda - rigtig mødes.

Forud premieren på sin nye musical har Sebastian udtalt, at det er dejligt at instruere sit eget værk. Værket er bestemt også dejligt, men det ville ha´ været meget dejligere, hvis han havde fulgt det fornuftige, gamle showbiz-råd: »Kill your darlings!«.... d.v.s. forkort og kassér, om så dit hjerte bløder. Med sit mangeårige kendskab til teater
burde Sebastian ha´ gjort sin forestilling den store tjeneste, at en kyndig/kynisk teaterskrædder var blevet tilkaldt for at forkorte og stramme op. For dialogerne er svage, og handlingen går ding-dong, ding-dong monoton i denne »Klokkeren fra Notre Dame«. Sebastian har lavet forestillingen til ensemblet Mastodonterne, der drives af entusiasme, frivillighed og talent... Mastodonterne behøver ikke skamme sig over at være amatører. De præsterer solidt og godt teater. Men måske er det deres demokrati-princip, der tynger - det med, at alle hele tiden skal
være med. For det gør forestillingen træg - uanset hvor let musikken ellers er - at et folkekor på omkring 50 hele tiden skal ind og ud og også ha´ noget at rive i.

»Klokkeren fra Notre Dame« er et total-arbejde: for første gang har Sebastian både skrevet manuskript, musik og instrueret stykket. Det halve ku´ være nok. Også i længde - den varer små fire timer.

Musikalsk er vi i det genkendelige Sebastian-land (og det er ment som en kompliment). For han har sin helt særlige og genkendelige, smilende tone, der høres hvad enten musikken er skillings-vise, smægtende kærligheds-ballade, munter march eller tjep tango. Den bredt malende musik bruges til fortællingen om kærlighed, opofrelse, begær og hykleri i 1400-tallets Paris.

Som Esmeralda er Christina H. Andersen et fund. Det vilde og temperamentsfulde har hun det ikke så nemt med, men den store del af rollen, som er sød og oprigtig, klarer hun fint. Og så synger hun virkelig godt. 

Som Quasimodo er Morten Rose virkelig rørende. Han synger hit-molodien »Det ringer altid for mit indre øre« dejligt. Men desværre - det meste af handlingen er flyttet fra ham og klokketårnet ned i kirken og ud i Paris, hvor tre vidt forskellige mænd drages mod Esmeralda. Det er den flotte, men svage bueskytte-kaptajn, den forpinte, liderlige præst og den naive, men ærlige digter. De synger smukt sammen i »Hun er min Esmeralda«. Der er også
et par virkelig fornøjelige og store bi-personer - en fordrukken, stivbenet bordelmutter og en fanden-i-voldsk pjaltekonge med kul på. Men ved at gøre mange figurer vigtige, svækkes forestillingens fokus og det, vi længes efter
- eventyret om den vanskabte klokker og den smukke zigøjnerpige - bliver skuffende tyndt.

Musikalsk er denne forestilling til 4-5 stjerner, dramatisk til 3. Den ender på 4 velvillige B.T. stjerner - for inde i denne mastodont er der en god lille musical, der venter på at blive gravet ud.


kulturkompasset

Anmelder: Henning Høholt

I Cirkusbygningen i København presenterer teatergruppen Mastodonterne Sebastians storslagne musikal Klokkeren fra Notre Dame. Dette er et stort løft for et stort kompani. Med lyriske øyeblikke og fengende musikk er dette blitt en storslagen og praktfull opplevelse, som går rett til hjertet hos publikum, og tiden flyr av sted i den lange forestillingen, som bygger på Victor Hugos roman av samme navn, men hvor Sebastian har diktet videre til en tekst som han kunne bruke.

Sebastian.
som er kunstnernavnet på Knud Christensen som både har levert tekst, musikk, samt selv instruert Klokkeren fra Notre Dame med teatergruppen Mastodonterne. Denne amatør teatergruppe som har gjort musikal til sitt spesiale, og som siden 1988 har fremført 15 musikals, inklusive årets, inklusive store berømte verk som Sound of Music, Annie, Piratene fra Penzance, Tordenskjold, Ronja Røverdatter. Gruppen består av ca. 150 medlemmer, som deler på alle jobbene.

En slager er også født, "Barmhjertighet", som Esmeralda, en zigeunerpike, som på premieren ble overbevisende tolket av en velsyngende og vakker Christina H. Andersen, sammen med det store levende koret.

Profesjonelle?
Jeg måtte klype meg selv i armen og i pausen undersøke om ikke alle de ledende rollene ble fremført av profesjonelle betalte musikalkunstnere, men nei, dette er amatører, men de gjør det velså godt som profesjonelle, slik at det er enkelt å konstatere at her er der talenter i massevis å glede seg over. Forskjelen melllom profesjonelle og disse amatører ligger kun på en liten detalje. Denne gjengen gleder seg over å være på scenen og medvirke. Dessverre gjelder det ikke altid det man opplever fra profesjonelle kunstnere. Blant de mange "profesjonelle" kunstnere i ensemblet gledet jeg meg spesielt over Morten Rose i titelrollen som klokkeren Quasimodo, som er forelsket i Esmeralda, Qusimodo synger også en av de andre kommende slagere: "Det ringer for mitt indre øre";. Steen Lünell var en demonisk ærkediakon, som også i hemmelighet er forelsket i Esmeralda, en kjærlighet der for ham som katolsk prest, har avlagt løfte om å leve i sølibat, var meget vanskelig.

Flott Phøbus.
Videre en strålende, flott syngende, maskulin og lekkert utseende Tonni Stemann Larsen, Phøbus, kaptein for bueskytterne, som alle jentene, (samt noen av guttene i hemmelighet), er forelsket i, og som jentene har en egen sang til "Bare han var min".  Han synger godt i bl.a. hit´en "Et hjerte i verden", sammen med Esmeralda og stort kort, og i en "Terzet" sammen med Frollo og Gringoire.  Til daglig er Tonni Stemann Larsen en populær frisør.  Han uttaler selv at i Mastodontene får han lov til både å være skuespiller og til å leke. Kanskje vi alle burde tenke lidt på dette underveis.

Som Jacques Clopin, kongen over "Pjaltefolket" opplevet vi Jakob Bjerregaard Engmann aktiv, nærværende på scenen, lett til bens og med god stemme, han begynner å få erfaring i å være et midtpunkt, allerede i 1986 var han liten prins i gullkareten i Tivoli. Rebecca Sølvsteen tolker vakkert og med morsomme detaljer rollen som Fleur, forlovet med Phøbus. Sidsel Helner Hurst var et funn som bordelmutteren Mimi Falourdel. Hun kunne ha passet rett inn i en hviken som helst produksjon av Les Miserables hvor som helst. Denne listen kan bli mye lengere med mange små stjerne roller, slik som bl.a. som rettsskriveren Anders Heinrichsen, som med sin nervøse ristingen i venstre hånden og godt gjennomførte usikkerhet fortalte om en gjennomarbeidet og gjennomført figur. Videre Anders Sund som Jean, ærkediakon Frollos lillebror, var letttilbens, men han glemte diksjonen akkurat når han skulle fyre av seg sin sikkert morsomme leksje, slik at denne ikke ble tydelig nok.
Svært mange av de medvirkende utmerket seg med god diksjon. Det er tydelig at her ligger det et meget grundig forberedelses arbeide til grunn, og tross dette har man bevart et overskydd og et godt humør uten like.

Pierre Gringoire
Uansett alle de strålende medvirkende, ikke minst i de mange fargestrående hovedroller, så var den største opplevelse for meg Lars Jensen i rollen som Pierre Gringoire, dikteren, forfatteren som blir gjøgler. Siden det er første gangen jeg opplever ham på en scene, så fant jeg at han var det største, enda ikke spolerte talentet. Der boblet det, slik som hos mange andre, av talent, spilleglede, uskyldighet, og ikke redd for å utlevere seg selv. Fortsett den veien.

Teaterensemblet Mastodontenes
produksjon er et eksempel til etterfølgelse.
Det måtte være et funn om også en norsk gruppe, eller teater ville ta opp denne forestillingen. Musikalen har potensialet, teksten og ideen.  Både den humoristiske og den dramatiske delen holder, og musikalsk er stykket fyllt med highlights som kan måle seg med mange andre nutidige musikalkomponister, slik som bl.a. Andrew Lloyd Webber,  og jeg føler at her er der mye mer å fare med enn f.eks. det ABBA har presentert.

Sosialrealisme
I forestillingen er der også en nutidig sosialrealisme, selvom den foregår i 1482, er der klare tydelige linjer til hverdagen. Jeg tenker på Jakten på heksene i hverdagen i dagliglivet også nu til dags, samt på det å vise kjærlighet, omsorg og barmhjertighet på flere plan i dagens liv.


Godt musikalsk grunnlag.
Sebastian komponerer musikk det svinger av. Etter en ukes tid i København hvor jeg bl.a. har opplevet to Andrew Lloyd Webber musikals, Jesus Christ Superstar i Østre Gassverk samt The Phantom of the Opera i Det Ny Teater, så er den musikal jeg husker best fra denne kritikerreise, Klokkeren fra Notre Dame, dette skylles livsgleden fra de medvirkende og den svingende musikken som de fremfører. Ikke bare den ene sangen Barmhjertighet, som jeg mener er en kommende slager, men også en lang rekke av de andre melodiøse melodier, som musikalen flyter over med. I likhet med Verdi, Puccini og Donizetti gjentar Sebastian klogt nok melodiene flere ganger i løpet av forestillingen, med lidt forskjellige arrangementer, som forøvrig er laget av kapelmesteren Nenia Zenana. Det var slik de store komponister gjorde i gamle dager, før vi ble overdynget med radio, tv, cd og grammofonplater. Ved å gjenta en melodi smøg den seg inn i tilhørernes øren, og dermed nynnet de på denne når de forlot teatret, slik at de brakte den med seg hjem. Dermed ble dette en slager.
Det samme gjør Sebastian, og med dette legger han grunnlag til at melodiene blir husker, og kan bli til slagere. Mange av melodiene har både musikalsk tyngde og gode morsomme og innhollsrike tekster, som har lsageren i seg. I tillegg til Barmhjertigheten har også Bryllupsnatten, som på premieren ble flott fremført av Lars Jensen i rollen som Pierre Gringoire, en dikter, forfatter og gjøgler som er forelsket i Esmeralda, som han gifter seg med, for å redde hende fra bli brendt på bålet.

Bok-CD- Noter
Dette er bildelig godt gjennnomført. På premieredagen foreligger det klart CD, som delvis presenterer en del av dobbeltrollebesetningene i forhold til premierebesetningen. Der er bok med hele handlingen, tekster, tydelige sceneanvisninger samt noter med besifringer og tekst. Jeg er overbevisst om at det også er mulig å skaffe arrangementene.

God, enkel, men velfungerende scenisk løsning med vakkert blomsterglassmaleri vindu i Notre Dame. God effetfull lyssetting. Spreke gjøglere, som både slå rkolbøtter og spruter ild. Flotte kostymer i midderlalderstil, designet av Simon Due Svendsen og syet under ledelse av Charlotte Iversen. Meget bra.